På Vejen Gymnasium og Erhvervsskole kan vi tilbyde en treårig HF til dig, som har brug for mere ro, mere struktur og mere støtte, for at du kan lykkes med din uddannelse.
HF3 indeholder de samme fag, fagpakker og valgfag som den toårige HF, men den er planlagt over tre år i stedet for to, så du har et år mere til at lære det samme. Det giver dig en skoleuge med færre moduler og færre fag, du skal forholde dig til.
UndervisningenPå første år starter du med fagene dansk, engelsk, matematik og historie – fire fag, du kender i forvejen, og hvor du kun er sammen med elever fra din egen klasse. På andet og tredje år bygges der flere fag på, og her møder du også elever fra den toårige hf i dine valgfag og fagpakkefag.
Der er færre elever i en HF3-klasse, og jeres faste klasseværelse ligger et roligt sted på skolen. I starten sidder I ved enkeltmandsborde, og der er stort fokus på, at de fysiske rammer er klare og overskuelige i hverdagen.Undervisningen på HF3 er kendetegnet ved tydelig struktur, genkendelige arbejdsformer og klare mål for alle timer. Når du får lektier for, beskriver lærerne præcist, hvordan du skal arbejde med dem. Skal du lave skriftlige afleveringer, får du hjælp til både struktur og opstart i undervisningen, så du altid ved, hvordan du kommer godt i gang.
"I min klasse er vi gode til at rumme hinanden, selv om vi har forskellige udfordringer."
“Jeg synes, at skolen er unik, fordi der er stort fokus på trivslen mellem lærere og elever”
Fagpakken Pædagogik og Undervisning er noget for dig, hvis du gerne vil arbejde med mennesker. Den er rettet mod dig, der overvejer at blive lærer, pædagog, socialrådgiver eller lignende.
Fagpakkefagene er samfundsfag B og psykologi C, og de vil give dig en forståelse for menneskers adfærd i forskellige sammenhænge. Det har man brug for, når man skal arbejde f.eks. i en børnehave, en skole eller en institution. I samfundsfag vil du lære om forholdet mellem mennesker og samfund, bl.a. sociale mediers betydning i politik, velfærdsstatens udvikling og den sociale arvs betydning. I psykologi vil du lære om det enkelte menneskes udvikling, bl.a. barndommens betydning for dannelsen af menneskers identitet, hvordan mennesker påvirker hinanden i grupper, samt hvordan man kan skabe motivation for læring.
Udover dine fagpakkefag skal du supplere med ét valgfag på B-niveau. Vi har valgfag, der dækker flere forskellige interesser.
Hvis du er interesseret i at arbejde med reklamer, virksomhedskommunikation, eller sociale medier, så er fagpakken Handel og Kommunikation noget for dig. Fagpakken er rettet mod dig, der overvejer at blive for eksempel SoMe-ansvarlig, PR-konsulent, kommunikationsmedarbejder eller lignende.
Fagpakkefagene er samfundsfag B og markedskommunikation C, og de vil give dig en forståelse for forbrugernes adfærd. Det har man brug for, når man skal arbejde i såvel store som små virksomheder eller i kommunale institutioner. I samfundsfag B vil du lære om forskellige grupper i samfundet, deres kendetegn og livsstile, og du beskæftiger dig med emner som politik og medier, velfærd og integration. I markedskommunikation c vil du lære om, hvad der påvirker forbrugerens valg i forbindelse med beslutningstagning, samt hvordan virksomheder og institutioner opbygger deres kommunikationsmateriale for at have størst mulig effekt på forbrugerne.
Ud over dine fagpakkefag skal du supplere med ét valgfag på B-niveau. Vi har valgfag, der dækker flere forskellige interesser.
Hvis du godt kan lide fysisk aktivitet, og hvis du drømmer om et job i uniform eller indenfor sundhedssektoren, så er fagpakken ”Sundhed, Politi og Forsvar” noget for dig. Fagpakken er rettet mod dig, der overvejer at blive for eksempel politibetjent, fængselsbetjent, sygeplejerske, soldat, fysioterapeut eller lignende.
Fagpakkefagene er idræt B og psykologi C, og de vil give dig en forståelse for menneskets psyke og fysik. Det vil du kunne bruge, når du skal arbejde på et hospital, i et fængsel, i forsvaret eller hos politiet. I idræt vil du blandt andet komme til at arbejde med krop og bevægelse, herunder skal du have praktiske idrætsaktiviteter såsom boldspil, opvarmning og styrketræning. Den praktiske idræt vil blive koblet til teori om fysiologi og kroppens opbygning. Desuden vil du få viden om idrætshistoriske og -kulturelle emner, fx doping, OL og gymnastikkens historie. I psykologi vil du lære om menneskets adfærd i og håndtering af forskellige situationer. Det kan være fx menneskers reaktioner i en krisesituation eller stresshåndtering. Du kommer også til at lære om fx radikalisering og om kommunikation mellem og med mennesker.
For at kunne vælge denne fagpakke, skal du have haft idræt på C-niveau i 1. HF.
Ud over dine fagpakkefag skal du supplere med ét valgfag på B-niveau. Vi har valgfag, der dækker flere forskellige interesser.
Der er altid en ekstra støtteperson til stede omkring undervisningen, og vi arbejder tæt sammen med de kommunale uddannelsesvejledere og de støttepersoner, du måske allerede har tilknyttet.
Vi har lagt lektiemoduler ind i skemaet, så du kan få hjælp til arbejdet med dine lektier og skriftlige afleveringer i skoletiden. Du kan også få støtte til at planlægge dit skolearbejde, så det bliver mere overskueligt for dig.
På HF3 er der fokus på ro, struktur og støtte i hverdagen. Som elev på HF3 er du tilknyttet en mentor, som hjælper dig med at lykkes med din uddannelse.
Med en HF3-eksamen får du adgang til alle de mellemlange videregående uddannelser - præcis som på den toårige hf-uddannelse. Se mulige videregående uddannelser på ug.dk.
Gå til ug.dk
Du søger ind på HF3 via optagelse.dk.
For at blive optaget på HF3 skal du have bestået bestået folkeskolens afgangsprøve med et karaktergennemsnit på mindst 4,0 samt have et dokumenteret støttebehov.
På HF3 har du færre fag på første år, end man har på den toårige hf. Derfor kan man ikke skifte fra HF3 til de øvrige uddannelser, når først skoleåret er i gang.
Der er både mundtlige og skriftlige eksaminer på HF3. Eksamen foregår i de omgivelser, hvor du er vant til at komme på skolen, og de mentorer, du kender, hjælper dig med at strukturere din forberedelse og støtte dig, når du skal til eksamen.
På HF3 er der indlagt moduler i skemaet, hvor du kan få hjælp til dine lektier eller afleveringer.
Vores vejledere står klar til at hjælpe dig med alt fra valg af uddannelse til livet på skolen. Skriv eller ring — vi svarer gerne på alle dine spørgsmål.
Kontakt vores vejledereVil du mærke stemningen på skolen og se, hvordan hverdagen foregår? Book et besøg og få en rundvisning — vi glæder os til at vise dig VGES.
Besøg os